Hvad laver den DER fotograf egentlig?
Overblik
Læsetid: 5-6 min
Video: Video 5 min
Emne: Med på arbejde
Historien om, hvad der sker bagved, som ingen kan se
Der er øjeblikke, der gentager sig på næsten hvert event, jeg dækker.
Jeg står i periferien med mit teleobjektiv. Deltagerne står og snakker sammen over en kop kaffe i en pause. Der er pludselig øjenkontakt. Jeg kan nærmest høre tankerne: “Tog hun lige et billede af mig? Mens jeg står og snakker? Med kaffen? Oh nej…”
Jeg forstår det så godt. For ingen kan læse mine tanker. Ingen ved, hvad jeg egentlig laver derovre. Og ærlig talt – hvis jeg stod på den anden side af kameraet, ville jeg nok også tænke: “Det her føles lidt grænseoverskridende.”
I sidste uge leverede jeg det færdige resultat til en kunde fra et stort lederevent. Mange hundrede billeder. Omhyggeligt udvalgt, redigeret, og klar til brug. Mens jeg sad og arbejdede, slog det mig: Alt det, der sker før, under og efter – den usynlige del af mit arbejde – det ved ingen noget om.
Og måske er det derfor, det kan føles ubehageligt at have en fotograf på eventpladsen?
Så lad mig tage jer med bag kulissen. For det, I ikke ser, er faktisk kernen i, hvorfor jeres billeder bliver, som de gør.
Jeg tager MANGE billeder, I aldrig ser
Under et event ser jeg alting. Jeg mener virkelig alting.
Jeg tager vitterligt mange tusindvis af billeder. Men måske er det kun omkring 20% af dem der ender i den endelige leverance. Resten? CTRL-ALT-DELETE. For evigt. Ja, beklager, min nethinde er det eneste sted de ikke kan slettes fra.
Hvorfor slettes så mange billeder? Så skidt er jeg altså ikke til at tage billeder.
Fordi jeg sorterer brutalt fra. Og det jeg sorterer fra, det er præcis de øjeblikke, ingen skal have ud i offentligheden:
- En der står og nyder en velfortjent frokost (forplejningen er vigtig, men ingen elsker at blive foreviget, mens de spiser)
- Mobilen, der stikker op af lommen (det sender signalet “distraheret”, selvom du egentlig havde den gemt væk)
- En der klør sig i håret. Eller øret. Eller – ja, du ved…
- Vinkler, der bare ikke smigrer (næsebor, anyone?)
- Skjorter eller blazere, der tilfældigvis gaber i ét uheldigt sekund, fordi man sidder eller bevæger sig på en bestemt måde
Det her handler ikke om overfladiskhed. Det handler om kontekst.
For et billede, taget ude af sammenhæng, kan sende helt forkerte signaler. Det er mit job at beskytte jer mod det. At sikre, at de billeder, der kommer ud i verden, fortæller den historie, I ønsker at fortælle – ikke den tilfældige, uheldige version, som skete på 1/250 af et sekund.
Et event eller en konference er ikke opstillede billeder, hvor der er fuld kontrol. Det er nærmere en lang spillefilm, hvor jeg skal “frame-grabbe” de bedste scener på et splitsekund, mellem læberne, der former ord og hænder der gestikulere.
“Det her handler ikke om overfladiskhed.
Det handler om kontekst.”
Betyder det, at billederne skal være perfekte?
Nej. Faktisk tværtimod.
For der er en afgørende forskel på uperfekt og uægte.
Jeg vil ikke have polerede, sterile billeder, hvor alle står og smiler pænt ind i kameraet. Det bliver lidt kedeligt, uvedkommende og alt for sikkert og ingen mærker eller husker, det de ser.
Jeg vil gerne have passionen skinner igennem. Stemningen. De fortællende ansigtsudtryk. Kropssproget. Gestikuleringen med hænderne.
Der er faktisk studier, der bakker det her op. Studier af mange timers TED Talks* viser en klar sammenhæng: Jo flere gestikuleringer, jo højere score på visninger og “likeability”. Fordi det signalerer engagement, autenticitet og passion. Det er dér, magien ligger – i det levende, autentiske øjeblik.
Så når jeg sorterer fra, handler det ikke om at gøre jer perfekte. Det handler om at fjerne det, der distraherer fra jeres budskab. Om at sikre, at det er jeres passion og jeres engagement, folk husker – ikke det uheldige øjeblik, hvor skjorten sad forkert.
"Jeg vil gerne have passionen skinner igennem."
Jeg scanner rummet længe
Tålmodighed – den undervurderede superkraft
Jeg venter og venter lidt mere.
Jeg venter på, at hoved, øjne, hænder og kropsholdning spiller sammen i det lille korte øjeblik. På at lyset er rigtigt. På at baggrunden ikke er distraherende.
Det kan tage 30 sekunder. Det kan tage 5 minutter og flere forsøg. Når alt passer sammen – først dér klikker jeg.
Det er der, ingen der kan se. De 200 øjeblikke, hvor jeg ikke klikkede, fordi timingen bare ikke var der.
Helheden – et billede er mere end hovedpersonen
Hvis der er flere mennesker i billedet, venter jeg endnu længere.
For det handler ikke kun om, at personen i fokus ser godt ud. “Statisterne” i baggrunden – de skal også passe ind. De skal danne en ramme, en kontekst, der understøtter historien.
Hvis bare én person i baggrunden er fanget i en af de tidligere nævnte no-go situationer, kan det ødelægge intentionen med billedet, fordi denne person er fanget i dumt øjeblik. Så jeg venter. Indtil alle elementer fungerer sammen.
Teleobjektivet – du er ikke nødvendigvis i mit fokus
Det kan føles intimiderende. Jeg står med et relativt indiskret teleobjektiv. Helt naturligt, hvis du tænker: “Hun fotograferer mig.”
Men: Oftest gør jeg ikke.
Jeg har fokus på nogen eller noget meget længere væk. Din skulder, din arm, måske bare din silhuet er det der danner forgrunden – det er med til at denne kompositionen og rammen, jeg har brug for, for at få billedet til at fungere.
Så næste gang du ser mig og tænker: “Åh nej, fotograferer hun mig lige nu?” – sandsynligheden er stor for, at svaret faktisk er nej. Du er bare en vigtig del af det samlede billede.
Det uventede – at skubbe til ‘the usual’
Det meste af mit arbejde handler om at være usynlig. At fange de autentiske øjeblikke, uden at påvirke dem.
Men ind imellem er det også min opgave at skubbe lidt til det konventionelle. At finde det overraskende. At skabe noget, der får jer til at skille jer ud.
Dobbelteksponering, for eksempel. To billeder lagt sammen i ét uden photoshop. Det er en teknik, man mest ser i kunstneriske, kreative shoots. Hvorfor ikke bruge det på corporate events? Hvorfor ikke skabe et stærkt, uventet visuelt øjeblik, der gør, at folk stopper op og tænker: “Wow, det er anderledes”?
Det er den slags detaljer, der løfter et event fra “fint dokumenteret” til “det her husker jeg”.
Pointen med alt det her
Pointen er, at det, I ser – de færdige billeder – er toppen af et meget stort isbjerg.
Under overfladen ligger timevis af observation, tålmodighed, etiske overvejelser og teknisk kunnen. Der er sorteringen, hvor jeg nådesløst fjerner alt, der ikke tjener jeres historie. De er respekten for jer som mennesker og som brand.
Og næste gang du står til et event og ser en fotograf dukke op med sit teleobjektiv?
Så ved du nu, hvad der egentlig foregår bagved.
Vi er ikke der for at fange de pinlige øjeblikke. Vi er der for at beskytte jer mod dem – og samtidig fange de øjeblikke, hvor I er mest autentiske, mest passionerede, og mest jer selv.
For det er dér, de gode historier bor.
“Under overfladen ligger timevis af observation, tålmodighed, etiske overvejelser og teknisk kunnen.”
Take aways
- Din tryghed og integritet er vigtigt
- Mit filter og etik benhård
- Jeg har tålmodighed og forståelse for, hvilke øjeblikke der fænger og derfor huskes
Tak for du læste med
Events & Branding
