De Meza Photography

Brug dit kropssprog

Er digitalt kropssprog på listen af sprog du taler?

Overblik

Læsetid: ca. 10 min

Foto: Personlig Branding // Kropssprog // Kommunikation

Prøv engang at overveje, hvor lille dit hoved, mund og ansigt er i forhold til resten af din krop. Det kommer højst sandsynligt ikke som en overraskelse for dig, at vi kommunikerer med vores krop ud over vores stemme og ansigt. Men spørgsmålet er, om du er rent faktisk er bevidst om også at bruge din krop til at kommunikere med?

Hvad skal du med det kropssprog, er det så vigtigt?

”Ret ryggen” er med statsgaranti et udtryk du har hørt i en eller anden sammenhæng. Kan du huske sidste gang du hørte det – eller måske mindede dig selv om det? Mit gæt er, at det kunne være inden du skulle give en præsentation eller oplæg, inden du skulle til et vigtigt møde, en forhandling måske, inden du skulle på banen i en sportskamp endda.

Pointen her er, du skulle noget, hvor du skulle præstere, gerne ville komme godt fra start og vise du har taget på det. Derfor retter du naturligt ryggen for at sende signal til omverdenen om, at du har styr på det. Og som tilskuer vil signalet om, at du har styr på det lagre sig som autoritet og smitte af på tilhørerens opfattelse af dit budskab eller præsentation. Du bliver altså mere troværdig.

Hvad så når det kombineres med resten af din krop, hovedstilling, arme, ben og fødder? Hvilke budskaber kan du gøre ekstra interessante eller mere eftertrykkelige næste gang, når du nu ved, hvordan du kan bruge din krop til at understrege, det du siger?

“Dit kropssprog smitter af og påvirker den du kommunikerer til”

Hænder og gestikulering – Lær at bruge dine hænder

Når jeg fotograferer er ”hvad skal jeg gøre med mine hænder” efter ”skal jeg egentlig smile” det næstmest stillede spørgsmål jeg får. Det er helt okay og meget naturligt. Det er ligesom ude på dansegulvet, for os der ikke er født med en John Travolta og dertilhørende dansetrin i blodet, hvor jeg i hvert fald ikke altid ved, hvor mine hænder og arme skal hen. Det gør jeg heldigvis, når det gælder kropssprog på billeder og hvilke signaler du kan sende – bevidst.

Dine hænder er også kaldet tillidsindikatorer. Jeps – det er rigtigt. Det stammer tilbage fra vores tid som urmennesker, hvor det var rart at kunne se, om den man mødte på sin vej, havde et våben i hånden eller ej, altså om vi mødte en fjende eller ven.

Synlige hænder kan indgyde tillid. Særligt synlige håndflader er tillidsvækkende og signalerer åbenhed, hvilket jo giver rigtig fin mening, når du tænker på, hvor følsom din håndflade er og at det er ”et sårbart punkt”.

Betyder det så, du skal stå med ”jazz-hands” på dit portrætbillede i din branding af dig selv? Nej, alt med måde naturligvis. Men forestil dig, du lever af at holde foredrag og dine hænder mest er placeret ned langs siden, mens du er på scenen. Forestil dig så, du står på scenen og rækker hænderne ud mod publikum, mens du understreger en pointe. På hvilket billedet vil dit publikum mærke dit nærvær mest eller føle sig mest inddraget i dit foredrag?

High power poses – Brug dem i den rigtig kontekst

Det første billede der popper ind i mit hoved, når jeg hører ”power pose”, er et billede af Superman, der er landet på en tagryg, står solidt funderet med fødderne og med knyttede næver placeret på hoften og spejder tilfreds ud over byen.

Det er en ordentlig fyr med power bag sig (ud over hans kappe) og selvtilliden i orden. Det er min første reaktion, når jeg ser mit billede af Superman for mig. Men hvorfor egentlig?

I den posering, jeg lige tegnede et billede af, står han, Superman, og indtager fysisk og visuelt territorie med en bred positionering. Solid placering og armene i siden i det her tilfælde. Hovedet er holdt højt og kroppen er åben. Men det kunne også være dig.

Dette kropssprog sender signaler om en person, der er stolt og oser af høj selvtillid.

Superman-posering er blot et billede, og det der kan kaldes en ”launch stance”, mekanikkerne er ganske væsentlige og anvendelige i forskellige variationer og situationer. Find en ”launch stance” der passer dig og dit temperament, som giver dig høj selvtillid, og brug den næste gang du har kundemøder, forhandlinger eller netværksmøder.

Du behøver ikke stå som Superman eller Wonderwoman. Det er okay også at have noget i hænderne, visitkort, kop, blyant etc. så man føler sig godt tilpas med sine hænder. Du kan også have hænderne oppe ved hoften eller bøjet ved albuen. Tommelfingerreglen er jo mere plads du bruger, jo mere power vil du udstråle.

Dit Kropssprog - Din Personlig Branding

Low power – Do’s & Don’t

I den modsatte ende har vi så Gollum fra Ringenes Herre – i mangel af en bedre reference. Det gør det til gengæld tydeligt at forstå signalerne og mekanikkerne. Gollum fylder ikke ret meget, han tager ikke meget plads i rummet. Hans hoved er oftest nede eller med nakken bøjet, dårlig rygholdning og skuldrene er rullet indad mod brystet.

Hvis vi lige ser bort fra historien og karaktertrækkene, så er jeg sikker på du heller ikke er i tvivl om en personlighed, der har dette kropssprog og holdning ikke oser af selvtillid og autoritet.

Bare for sjovs skyld, et tankeeksperiment, se Gollum for dig, men nu står han som jeg lige beskrev Superman stå. Hvad gjorde det ved din opfattelse af Gollum? Hvilke signaler og billeder ser du?

High og low power poseringer skal ikke opfattes som rigtig eller forkert eller negativt/positivt. Det væsentlig er at vide, hvad det er for et budskab du skal kommunikere og hvad du vil have din modtager skal føle, når de ser dig. Det vil variere fra gang til gang, når du interagerer med dine kunder eller samarbejdspartnere eksempelvis i din markedsføring eller i din online fremtræden og branding.

Har du brug for at fremstå som en autoritet, når du kommunikere til dit publikum, så skal du arbejde med high power. Henvender du dig eksempelvis til et publikum, der har brug for tryghed og ro, kan du med fordel drage nytte af nogle af low power mekanikkerne og skrue ned for ”launch stance’en”.

Jokeren – Armene over kors

Hvad med armene over kors, det er da lukket kropssprog og afvisende? Måske?

Vores hjerner har stadig mange kodninger tilbage fra dengang, da vi var truede af naturen og kontant skulle være på vagt for at overleve. Vi havde konstant antennerne – eller spejdere – ude for at skanne efter faresignaler.

K.L.I.P – over til armene igen.

Vi danner et skjold, når vi lægger armene over kors, men et skjold kan i virkeligheden også være en kop kaffe, et bord eller en mappe, noget mellem dig og mig. Skjoldet får hjernen til at slappe af og stoppe med at søge efter farer. Antennerne er trukket ind og spejderne sendt ud efter kaffe – alt er godt. Vi slapper af og har det rart.

Desværre har vi, i vores samfundsopfattelse fået kodet ind, at det er afvisende eller lukket. Vi er blevet meget selvbevidste om de signaler, vi er kommet til at sende til en reception, hvor vi har stået med armene lagt over kors. Jeg blev i hvert fald meget bevidst. Og derefter blev jeg forvirret, fordi jeg flere gange tog mig selv i til middagsselskaber eller andre sociale kom-sammen’er at stå i en position med armene over kors.

Jeg synes egentlig ikke, jeg er afvisende eller indelukket – jeg havde det tværtimod rart og afslappet og det var jo faldet mig naturligt at slappe af i denne kropsholdning. Derfor blev jeg så glad, da jeg mødte Pernille Slot, som kunne give mig en forklaring på, hvorfor jeg lagde armene over kors, når jeg slappede af. Jeg er tryg og har sendt soldaterne til frokostpause.

Fordi der er denne ”misforståelse”, er jeg altid ekstra opmærksom på, hvordan og hvornår jeg bruger armene over kors i mit arbejde med mine kunder, så de sender de rette signaler i den givne situation. Men hvis du vil afværge misforståelsen, så kompenser med smil.

Kropsprog kan så mange ting, hvis man ved hvordan. Eksempelvis, hvordan skal virksomhedens CEO portrætteres, skal udstrålingen være mere eller mindre imødekommende? Det kommer jo an på situationen. Der er her der bevidst kan skrues op og ned for signaler og budskaber alt efter formålet.

Har du brug for hjælp med dit kropssprog i din online branding, så du får kommunikeret de rigtige budskaber ud i til dine kunder, så kan jeg hjælpe dig.

Take aways

Tak for du læste med